Gå til hovedindhold

Naturbørnehaven Mariendal

Naturbørnehaven Mariendal ligger i naturskønne omgivelser ved Mariendal Strand syd for Aarhus. Naturen danner ramme om vores daglige aktiviteter, hvor vi har fokus på et bæredygtigt miljø for børn og personale

  • Læs op

Indhold

    Mariendals 25 børn bliver hver morgen kørt med bus fra Børnehuset Langenæs Alle 29 til Mariendal og tilbage igen om eftermiddagen, en tur på ca. 10 km.

    Afgang i sommerhalvåret kl. 8:45 og i vinterhalvåret kl. 9:00. Vi er tilbage igen kl. 15:00 og fredag kl. 14:30

    Børnegruppen har sit mødested i Børnehuset, Langenæs Alle 29, hvor forældrene afleverer børnene og henter dem igen. Vi har et naturligt tæt samarbejde med Børnehuset.  Vi har samme pædagogiske leder, og personalet i de to afdelinger kender hinandens børn og rutiner.

    Natur og udeliv

    Da Mariendal er en naturbørnehave, danner naturen og udelivet naturligvis rammen om de daglige aktiviteter. Vi arbejder med små og store kredsløb og tager udgangspunkt i naturens årstider.

    Vi arbejder ud fra et årshjul, hvor de pædagogiske aktiviteter, traditioner og tilbagevendende arrangementer står opført. Du kan finde årshjulet rundt omkring i afdelingen. Vi informerer desuden løbende på Aula om vores læringsfokus, temaer og aktiviteter.

    Herudover har vi kvartalsvis skriv på Aula, der informerer, perspektiverer og giver indblik i den pædagogiske hverdag i Mariendal.

    Sådan ser her ud

    Naturbørnehaven Mariendal er en naturbørnehave med 24 børn i alderen 3-6 år. Børnene er opdelt i tre aldersvarende grupper Smutugler, Hasselmus og Spidsmus hver især med faste voksne tilknyttet.

    Vi er stort set altid ude, men råder også over lokaler, vi kan vælge, når det understøtter en given aktivitet. Lokalerne er indrettet som forskellige læringsrum, der er:

    • Kreativt værksted
    • Dyrerum
    • Køkken/fællesrum
    • Krop og bevægelsesrum
    • Rum til store fælles samlinger.

    Ude har vi indrettet os med blandt andet:

    • Et stort bålhus og et udendørs bålsted
    • Mudderkøkken
    • Urtehave
    • Forhindringsbaner
    • Legehuse
    • Trægynger
    • Insekthaver
    • Grøntsagsbede
    • Klatretræer
    • Snitteområde 

    Vi har stranden tæt på, og her kommer vi ofte for at finde spændende sten, og når årstiden tillader det, sopper vi.

    Vi har vores egen køkkenhave, som børnene er med til at tilså, passe og høste og giver supplement til vores torsdags bålsuppe. Frugtlunden giver også mange gode stunder, når stikkelsbærrene, skovjordbærrene, blommerne, solbærrene og æblerne skal høstes.

    Vi kommer jævnligt på Natursamarbejdet i Brabrand, hvor vi er med i forskellige forløb.

    Forrige Næste

    Dagene i Mariendal har en fast struktur, der er med til at skabe tryghed og forudsigelighed for børnene.

    Ramme for dagen:

    Kl. 6:30 - 7.30:

    Mariendal og Børnehuset begynder dagen sammen i Børnehuset. Børnene har mulighed for at få morgenmad indtil kl. ca. 7.30. Dette foregår i fællesrummet i Børnehuset.

    Kl. 7.30:

    Personale fra Mariendal møder ind. Alle børn går på legepladsen.

    Kl. 8.35:

    Tasketid: Børn og voksne samles til morgensang og fremmøde tjek inden afgang. Vi går til bussen, som holder lige uden for døren. Her mødes vi med børn, der bliver afleveret direkte ved bussen

    Kl. 8:45 - 9.00:

    Busafgang til Mariendal, hvor børnene har faste busmakkere. Turen kan dertil kan have et særligt fokus på sprog, oplæsning eller dialog med børn individuelt

    Kl. 9.30:

    Ankomst til Mariendal. Samling og madpakker i børnenes faste grupper

    Kl. 10.00 - 11.45:

    Dagens aktiviteter og gøremål. Aktiviteterne sammensættes ud fra vores årshjul og tager udgangspunkt i de fire årstider

    Kl. 11.45 - 12.15:

    Frokost fra Børnehusets køkken i faste spisegrupper,

    Kl. 12.15 - 14.10:

    Børnene leger på tværs af grupperne. Aktiviteter igangsættes med fokus på børnefællesskaber.

    Kl. 14:00

    Tasketid: Samling og madpakkespisning inden afgang med sang og afrunding af dagen.

    Kl. 14.25:

    Busafgang retur til Børnehuset. Her er busturen stilletid

    Kl. 15.00 (fredag kl. 14.30):

    Ankomst til Børnehuset.
    De børn, der ikke bliver hentet ved bussen går med ind på legepladsen i Børnehuset og afslutter dagen her sammen med børn fra Børnehusets børnehave.

    Kl. 17.00 (fredag, kl. 16.30)

    Børnehuset og Mariendal lukker

    I Naturbørnehaven Mariendal har forældrene tilvalgt kostordning. Maden bliver leveret af Børnehusets køkken.

    Vi har stort fokus på kost og kvalitet, hvilket betyder, at alle børn hver dag får serveret et sundt og velsmagende middagsmåltid, der er lavet fra bunden af gode råvarer. Køkkenet har det økologiske guldspisemærke, som betyder, at 90 – 100 % af maden er økologisk.

    Det fælles måltid er med til at danne og styrke børnefællesskaberne, fremme børnenes lyst til at spise og smage på ny og måske anderledes mad.

    Vi vil gerne være med til at understøtte udviklingen af sunde og gode spisevaner, og vi tilbyder derfor ikke kage, slik og is, men serverer sunde alternativer i stedet

    Børnene medbringer en madpakke, der spises af to omgange formiddag og eftermiddag.

    Vi følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger og Aarhus Kommunes kostråd (pdf).

    Særlige hensyn

    Hvis vi skal tage særlige hensyn, fx til børn med mælke-, gluten- eller andre fødevareallergier, bedes forældrene give besked om det til personalet og aflevere en lægeerklæring.

    Fødevarestyrelsens kontrolrapport

    Vi stemmer om det

    Det er dig som forælder, der er med til at bestemme om der skal være en fælles, selvbetalt frokostordning eller om vi skal have med madpakker med. Vi stemmer om det hvert andet år.

    Læs mere om mad og måltider under aarhus.dk/kost

    Forældresamarbejdet vægtes højt. Forældresamarbejdet er bygget op omkring en gensidig dialog hvor både forældre og personale har et ansvar. Vi har det faglige og pædagogiske overblik, mens forældrene bidrager med indsigt og viden om barnet og barnets liv uden for naturbørnehaven. Det åbne samarbejde er en vigtig forudsætning for, at barnet tilbydes de bedste muligheder for at udvikle sig, trives, dannes og blive livsduelige individer. For os er forældresamarbejdet en del af kerneopgaven. Vi skal i samarbejde skabe et godt samspil mellem hjemmet og institutionen.

    Opstart

    En god opstart er vigtig for både barn og forældre. En tæt forældrekontakt med grundig introduktion til hverdagen og rammerne i en naturbørnehave skaber tryghed og overblik for både børn og forældre.
    På barnets første dag er det sammen med forældrene, så de sammen oplever hverdagens form. Den efterfølgende tid aftales individuelt, alt efter det nye barns behov.
    Efter cirka 3 måneder holder kontaktpædagogen en netværkssamtale, hvor vi blandt andet kommer ind på barnets sproglige og motoriske udvikling.

    Relationer

    I Naturbørnehaven Mariendal har vi et konstant fokus på de mange niveauer af relationer: Der er naturligvis børnenes indbyrdes relationer, som giver barnet mulighed for at øve sig i sociale spilleregler og styrke de sociale kompetencer og den indre styring. Men personalets relationer til forældre, personalets relationer til børnene, personalets indbyrdes relationer og forældres relationer til hinanden og hinandens børn har også betydning for børnenes udvikling og trivsel.

    Få indflydelse på hverdagen

    I vores forældreråd har du gode muligheder for at få indflydelse på dit barns hverdag i afdelingen og dagtilbuddet som helhed.

    Se mere om samarbejdet med forældre i vores bestyrelse i dagtilbuddet under Fælles i dagtilbuddet.

    I Naturbørnehaven Mariendal arbejder vi i det daglige med den styrkede pædagogiske læreplan med udgangspunkt i de gældende læreplanstemaer. Vi understøtter børns brede læring, herunder nysgerrighed, lyst til at eksperimentere, gåpåmod, bevægelse og selvværd.

    I Naturbørnehaven Mariendal ser vi omsorg og tryghed som en forudsætning for trivsel, udvikling, læring og dannelse.

    Vi har fokus på:

    • Glade og sunde børn med selvværd
    • Robuste, livsduelige og kreative børn, der er rustet til fremtidens udfordringer
    • Børn der oplever medborgerskab og bruger det
    • Børn der deltager i og inkluderer hinanden i fællesskaber

    I dagligdagen har vi fokus på alt det der lykkedes, vi italesætter ressourcer, og vi møder børn, forældre og hinanden med positive forventninger. Vi arbejder på at organisere en overskuelig hverdag med plads til små fællesskaber, og vi vægter, at børnene præsenteres for mange forskellige læringsmiljøer.

    Vi har en ressourceorienteret tilgang, hvor vi tilrettelægger den pædagogiske indsats efter det enkelte barns behov og udviklingspunkter. Hvert barn er et unikt individ med hver deres nærmeste udviklingszone.

    Legen

    Legen er fundamentet for barnets sociale læring og udvikling. Vi skelner særligt mellem tre former for leg:

    • Den voksenstyrede leg, hvor den voksne sætter rammen og går foran
    • Legen, hvor vi som voksne støtter og guider barnet
    • Den spontane og selvorganiserede leg, hvor det er det kreative og eksperimenterende, der driver barnet.

    Bæredygtighed

    Et andet pædagogisk nøgleord er bæredygtighed. Det gælder både den miljømæssige bæredygtighed, der handler om vores tilgang til materialevalg, opmærksomhed på genbrug, energiressourcer og affald i naturen etc. og den sociale bæredygtighed, der afspejler sig i, at de aktiviteter og samværsrelationer, der finder sted, skal give mening for det enkelte barn og udvikle barnets handlemuligheder i forhold til at indgå i sociale sammenhænge.

    Læs mere om vores arbejde med børnenes udvikling og trivsel under ”Fælles i dagtilbuddet”, hvor du også finder vores pædagogiske læreplan.

    Sidst opdateret: 6. november 2023